Undersøgelser viser at så mange som 20% af voksne hunde og 80% af hunde over 8 år har gigt, og gigtforandringer giver smerter. Disse hunde vil få behov for smertebehandling på et tidspunkt, og denne smertebehandling skal oftest fortsætte resten af deres liv. Det kan være svært at se på sin hund at den har ondt, men der kan være tegn som f.eks. at den får problemer med at komme op af trapper, og mindre lyst til at gå lange ture.
Laserterapi er en skånsom og smertefri behandlingsmetode, der hjælper med at lindre smerte og reducere den inflammation der følger med gigtforandringerne. Det er smertebehandling uden brug af medicin, og der er ikke nogen bivirkninger.
I nogle tilfælde kan laser bruges som eneste behandling, og kan udsætte den tid hvor det bliver nødvendigt at medicinere hunden.
Hvis laserterapi alene ikke er nok, kan det bruges som supplement til medicinsk behandling. Ved at integrere laserbehandling kan vi arbejde på at nedsætte dosis af medicin, mens vi stadig opretholder en høj livskvalitet for dit kæledyr.
Hvor gigtsmerter er noget som langsomt udvikler sig, vil rygsmerter typisk opstå mere eller mindre akut. Her vil laserbehandling også kunne bruges, for at smertelindre og fremme helingen.